Thomas Conradsens klima

Min daglige kamp for klimaet i avisens spalter slutter nu. Men mine CO2-løfter på to ton og varer resten af mit liv. Jeg håber desuden at de 102 nye træer, jeg har plantet som bod på en flyvetur til USA, vokser langt ind i dette århundrede.

Missionen var klar fra allerførste klumme: Jeg ville i fuld offentlighed forvandle mig fra småsvinsk journalist til en grøn borger. Midlet var at skære kanterne af mit overforbrug og dagligt rapportere om forandringerne i avisens spalter og her på thomasconradsen.dk.

Målet var at nedbringe min årlige, personlige CO2-udledning med et ton. Jeg opnåede det dobbelte.

Klimaregnestykket – som du kan se på denne side – afslører, at jeg i alt sparer 2.029 kilo CO2 på mit årlige, private forbrug. Besparelsen er naturligvis betinget af, at jeg overholder samtlige nye leveregler. Hele juleferien har venner, kolleger, familie og fremmede bombarderet mig med spørgsmål om, hvorvidt jeg lever op til løfterne.

Og jeg kunne stolthed i stemmen svare ’ja’. Mine bade er stadig under fem minutter i gennemsnit, jeg spiser lokalproducerede grøntsager frem for frosne i pose, og jeg sørger ustandseligt for at holde samtlige standby-dimser slukket.

Faktisk er det foruroligende let at leve med løfterne. Grunden er, at mine klimasynder fra starten var komplet unødvendige og alene baseret på dovenskab. Jeg føler ikke, jeg på nogen måde er gået på kompromis med livskvaliteten. Tværtimod.

Der findes dog ingen regler uden undtagelser. Jeg indrømmer åbent, at jeg savner én ting af hele mit hjerte: Oksekød. Et af mine løfter består af kun at fortære køer, når jeg er på restaurant.

Med andre ord, må jeg aldrig tilberede det hjemme ved komfuret. Savnet strømmede senest gennem mig, da jeg i aftes gnaskede i en rodfrugts/kål-lasagne. Flere gange fantaserede jeg om oksefars med den smukke røde farve og et fedtindhold på cirka syv procent.

Selv den allerældste, ompakkede fars fra Superbests køledisk smager bedre i en Lasagne end bagt blomkål.

Men jeg overlever også dét løfte. Og lykkeligvis må jeg spise et saftigt, voldsomt rødt stykke mørbrad næste gang, jeg får råd til at spise ude.

Nu er det slut med klimaklummerne i denne omgang. Faktisk laver jeg øjeblikkeligt en journalistisk uvending og skifter fokus til elektronik- og forbrugerstof.

Min første opgave i 2010 bliver at rejse om på den anden side af kloden og dække verdens andenstørste elektronikmesse: CES i Las Vegas. Her skal jeg rapportere om det nye årtis frækkeste nyskabelser inden for mobiltelefoner, computere og andet lir.

Faste læsere af denne klumme ved, at jeg allerede har betalt min klimagæld for den 18.750 kilometer lange flyvetur af via manuelt arbejde. Jeg har frivilligt sorteret folks affald på en genbrugsplads på Amager. Og jeg har plantet i alt 102 træer, der minimum skal vokse i 15 år.

De 100 af dem er af sorten eg og gror i dette sekund i en skov øst for Randers. Nummer 101 står i mine forældres baghave. Og nummer 102 – en hyld – plantede jeg sammen med miljøminister Troels Lund Poulsen på en mark på Amager en råkold dag i december.

Med visheden om de 102 CO2-aborberende flora-individer rejser jeg med god samvittighed til kasinobyen i USA.

Jeg vil til sidst takke alle jer, der har fulgt min klimaklumme.

Og en helt særlig tak skal ud til de 500 klimakrigere, der har indgået løfter sammen med mig og sendt jeres MMS-billeder ind til thomasconradsen.dk.

I kan blive ved med at se jer selv og læse samtlige klummer på hjemmesiden.

Efter prøveture i to vidt forskellige elbiler glæder jeg mig til fremtiden. Såvel den fjollede mini-Hummer og racerbilen Tesla Roadster får min indre bilfan til at juble forventningsfuldt.

Jeg tog en pause fra mine klimakampe og CO2-regnskaberne og snuppede et par bæredygtige gaderæs gennem Københavns gader. Både den skøre Mini-Hummer og den potente, møglækre Tesla Roadster (billedet) har jeg forelsket mig i.

Politihelikopteren cirkler over Københavns gader, mens jeg holder for rødt lys i en lynhurtig bil på én af dem. Utålmodigt ventende. Min højre fod vibrerer af lyst for at træde til. Larmen fra helikopterens motor og rotor brager ud over hele hovedstaden. Men den orange Tesla Roadster – det hedder fartmonstret jeg sidder bag rattet i – er musestille. Selv da lyset skifter til grønt, og jeg hamrer speederen i bund, farer jeg næsten lydløst gennem storbyen. Mine medbillister i krydset oplever kun bagdelen af Teslaen, og de opmærksomme af dem kan konstatere, at der ikke sidder nogen udstødningsrør bag på superbilen. For Tesla kører på strøm og skal hverken af med smog eller CO2. Det eneste, der strømmer ud af den er amerikansk ’coolness’ og køreglæde i lårtykke stråler.

Jeg deltager i et økovenligt ’gaderæs’ i centrum af København. ’CO2 E-race’, hedder det. Ruten gennem gaderne er nøje udvalgt, så ruten set fra oven ’staver’ CO2 (læs mere om det på http://co2-e-race-cph.blogspot.com/). Med andre ord er CO2 E-race en kunstnerisk event fyldt med elkøretøjer, der snor sig ind og ud mellem politikere og demonstranter under COP 15. Og naturligvis ligger ’min’ Tesla helt i front.

Men lad os lige dvæle lidt ved den larmende stilhed. Husker du lyden af en fjernstyret bil? ’…suuuuuuum…’. Lyden passer perfekt til en legetøjsbil på 30 centimeter med en topfart på 15 kilometer i timen. Det absurde er, at det netop er dén vibrerende summen Tesla Roadster udskiller, når jeg træder dens speeder i bund og får dens 1238 kilo flytte sig fra 0 til 50 kilometer i timen på to sekunder. 0-100 tager på papiret 3,9 sekunder. At blive tæsket bagud i sædet af den enorme g-kraft-påvirkning i et lydvakuum er surrealistisk. Et splitsekund savner jeg den tunge brummen fra en benzindrevet V8-motor, der plejer at akkompagnere den slags motorsprint. Men kun et splitsekund. Så går det op for mig, at stilheden har en ren og uskyldig charme. Og den charme passer perfekt til en bil, der ikke forurener. Efter 12 københavnske kilometer bag rattet på Teslaen, er jeg villig til at undvære lyden af en potent men svinsk italiensk benzinmotor resten af mit liv. Jeg føler mig klar til fremtiden. Men jeg føler mig også utro mod de ’gammeldags’ biler, jeg jo elsker så inderligt.

Som du kan se på billederne, var Teslaen dog ikke den eneste ’ellert’, jeg prøvekørte i forbindelse med CO2 E-race. Jeg kastede også min kærlighed på den fjollede, forvoksede golfbil: Mini-Hummer. Det er både ironisk og underholdende, at fræse rundt i en miljøvenlig, skrumpet Arnold Schwarzenegger-bil. Køreegenskaberne er radiobilsagtige – særligt i forhold til totaloplevelsen i Tesla – men det klæder den lille Hummer. Tænk sig, hvor hyggeligt det ville være, hvis danskerne futtede på arbejde om morgenen i den slags biler i stedet for larmende benzinslugere. Forestil dig, at man kunne høre fuglekvidder i Københavns gader…

tco@urban.dk

Fakta:

Elbilerne hjælper miljøet

Danskerne ejer to millioner privatbiler, som i gennemsnit kører 17.000 km om året.

Den samlede CO2 udledningen fra den bilpark er omkring 6,6 millioner tons.

Hvis vi antager, at 20 procent bliver skiftet ud med elbiler i 2020 svarer det til en reduktion på 1,2 millioner tons. Det er næsten 10 procent af Danmarks samlede mål for CO2-reduktion.

Kilder: Dansk Statistik, Miljøstyrelsen.

Tesla Roadster:

Motor: 288 hk, 3-fase, 4-pole, 375 VAC luftkølet elmoter med variabel frekvensstyring og regenererende bremsesystem.

Rækkevidde: 350 km. på én opladning

Batterilevetid: Ca. 7 år

Tophastighed: 210 km/t.

Accerelation 0-100 km/t: 3,9 sekunder

Pris: Fra 825.000 kr.

Finansiering: Fra 10.000 kr. per måned.

Læs mere: www.teslamotors.com

Dansk kontakt: Esben Pedersen, epedersen@teslamotors.com.

Mini-Hummer H3:

Tophastighed: 48 km/t – variabel

Rækkevidde: Standard 65 kilometer på én opladning

Pris 4-personers: 112.499 kr.

Pris 6-personers: 137.998 kr.

Læs mere: www.minihummer.dk

Hej folkens

Selv om vi skal leve grønnere, bør vi stadig lade os underholde. Her er lidt af den klimarigtige morskab, der ikke kræver strøm, men kan gentages igen og igen, uden at det bliver kedeligt. Eller… her er i hvert fald op til fem minutters tidsfordriv.

Jeg har modtaget nedenstående i en rundemail, men for en gang skyld var brevets indhold såvel værd at læse som at afprøve. Giv den gas, klimakrigere, og lad mig vide, om I kan få jeres højre fod til at makke ret. Jeg har personligt prøvet et par gange, og kan nu klare tre-fire ‘tegnede’ 6-taller, før foden skifter retning:

“HVOR SMART ER DIN HØJRE FOD?

Du skal prøve dette, det tager kun 2  sekunder.

Jeg troede ikke på det! Det er fra en ortopædkirurg…
Det vil forvirre din hjerne og du vil prøve igen og igen i forsøget på at narre din fod, men du kan ikke!
Det er forprogrammeret i din hjerne!

1. Imens du sidder ved dit bord foran computeren, løft din højre fod fra gulvet og lav cirkelbevægelser MED urets retning.

2. Samtidig, skriv nummeret  ’6′ i luften med din højre hånd. Din fod vil ændre retning!

Hvad sagde jeg! Og der er intet du kan gøre ved det!

Både du og jeg ved det er åndsvagt, men før dagen er ovre,
vil du have forsøgt igen, hvis du ikke allerede har gjort det!”

Fire friske drenge og jeg plantede 100 egetræer i den jyske muld. Nu skal de vokse sig store, stolte og langt ind i dette århundrede. Målet er, at de skal sluge så meget CO2, at jeg kan flyve til USA med grøn samvittighed.

Et skarpt ’swush’ lyder fra spaden, da jeg tvinger den gennem gule efterårsblade, en enkelt grankogle, tæt mos og til sidst den frodige, jyske jord.

Den går helt i bund. Med stor kraft vrikker jeg spaden frem og tilbage og skaber en revne på få centimer. Jeg bukker mig og griber om et af de blot 50 centimeter lange, tynde egetræer, der ligger ved min side.

Kvisten ser ikke ud af meget. Jeg presser dens bund med sporadiske rødder ned i mellemrummet mellem spade og jord. Jeg trækker langsomt spaden op, tramper på begge sider af skuddet… og voila… mit livs første træ er plantet. 

En underlig fornemmelse spreder sig i hele kroppen på mig. Det føles rart og meditativt. At plante et træ, at skabe liv. Jeg står i Fussingø skov tæt på Randers, strækker armene i vejret og råber:

»JEG… HAR… PLANTET… MIT… FØRSTE… TRÆ!«

Mine fire små medhjælpere – Mikkel og Oliver begge 9 år, 10-årige Sebastian, samt Mads på 12 – standser brat, kigger forbløffet på mig, men vender straks tilbage til arbejdet. Uimponerede.

De er allerede flere træer foran mig i vores 100 træer store planteprojekt. Mens jeg gennem småfilosofiske sætninger fyldt med store ord forsøger at beskrive ’følelsen at plante et træ’, udtrykker ni-årige Oliver det langt bedre:

»Det her er altså meget sjovere, end at gå i skole,« siger han efter endnu et velplantet træ.

Stor, stolt og lang

Jeg opgiver at plante i samme tempo som mine vakse hjælpere, og satser i stedet på at gøre arbejdet grundigt. Håbet er jo, at mine træer vokser sig store, stolte og langt ind i dette århundrede. De skal gennem fotosyntese absorbere så meget CO2, de næste 15 år, at jeg kan rejse til Las Vegas efter jul med god samvittighed. Endnu en gang borer jeg spaden gennem jorden, og… ’Thomas! Læg nu lige mærke til, hvad du gør.’

Det er Lars Bro, der afbryder mit arbejde. Han er mine mini-arbejderes skolelærer på Bjerregrav Skole.

Han er samtidig personen, der inviterede mig til Østjylland og fandt et ledigt skovareal til mine 100 træer.

»Du fik jo at vide, at træerne skal plantes med mindst en meters mellemrum. Prøv at kigge ned,« forklarer lærer Lars mig pædagogisk.  

Jeg vender blikket sydpå. Og ganske rigtigt: Midt imellem mine gummistøvler står én af børnenes nyplantede egetræer. Blot 10 centimer fra det hul, jeg netop var i gang med at lave.

En god halv time

Jeg beslutter mig nu for at gribe notatblokken og skrive nogle af børnenes gyldne kommentarer ned, så jeg kan huske dem til senere. Knapt har jeg griflet det første citat, før 12-årige Mads spørger:

»Skal du ikke ogs’ til at plante nogle træer.«

Let rødmende fatter jeg atter spaden. Men bunken af uplantede træer er allerede svunden dramatisk. Det begynder at dryppe fra himlen.

Vi sætter tempoet op. Små 35 minutter efter vi tog det første spadestik, har vi givet 100 nye egetræer liv. Vi fejrer miljøsejren med en kop te, før jeg vender snuden tilbage mod storbyen.

Bag rattet smiler jeg stort, og min samvittighed føles lidt grønnere.

Til sidst vil jeg gerne takke Bjerregrav Skole, Skov- og Naturstyrelsen Kronjylland samt mine fire fantastiske hjælpere hjerteligt for at hjælpe mig gennem mine svinske klimaproblemer.

Jeg sender jer et postkort fra Las Vegas.

tco@urban.dk

Fakta:

Thomas Conradsen flyver til Las Vegas på reportagetur til januar. Og hans klimasvinske flybilletter ’vejer’ 1.347 kilo CO2. I går plantede han 100 træer, der i løbet af de 10-15 år gerne skulle absorbere en tilsvarende mængde CO2.

Der er tale om egetræer, og han plantede dem sammen med fire 9-12-årige skoleelever fra Bjerregrav Skole i Østjylland.

Den ny mini-skov ligger i det større skovareal Fussingø fem kilometer vest for Randers. Det var biologilærer fra Bjerregrav Skole, Lars Bro, der i samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen Kronjylland fandt det ledige areal til Urban.

Biolog Jan Højland fra Skov- og Naturstyrelsen formidlede træerne til Urban gennem en planteskole. Pris for 100 egetræer: 600 kroner plus moms.

Samtlige elever på Bjerregrav Skole har erfaring med træplantning. De deltog i starten af november i projektet ’Genplant Planeten’ og nåede på to dage at plante 2.000 træer i Fussingø skov.

Groft sagt er der to måder at formindske mængden af CO2 på i atmosfæren.
1: Vi kan udlede mindre CO2.
2: Vi kan fjerne CO2 fra luften og gemme den.

Træerne er i stand til begge dele. Så længe et træ vokser, er det som en biologisk maskine der år efter år bliver ved med at optage CO2 og udskille O2. I materialet ’træ’ lagres der store mængder CO2.  Men hvis træet får lov at blive nedbrudt i naturen eller det bliver afbrændt, vil al den CO2, der er optaget i træet, blive givet tilbage til atmosfæren.

Vivian Kvist Johannsen har regnet på, hvor mange træer Thomas Conradsen skal plante. Hun er forskningschef hos Skov & Landskab på det Biovidenskabelige Fakultet. Hendes resultater viser, at Thomas Conradsen skal plante minimum 135 træer, der skal gro i over et årti, før hans gæld til moder jord er betalt af.

Da de 100 træer, Thomas netop har plantet, er egetræer, tager det lidt længere tid at vinde CO2’en hjem i forhold til nåletræer, der vokser hurtigere. Dog vokser egetræer i mange årtier og absorberer dermed aktivt gennem længere tid.

Straffen for min klimasvinske rejse til Las Vegas lyder på timevis af tvangsarbejde. Jeg skal mindst plante 135 træer, der skal gro i 10 år, før min flyvetur bliver bæredygtig.

For 13 år siden sad jeg og 70 andre tæppeomsvøbte efterskoleelever rundt om et lejrbål og småfrøs. Under moderat pres fra lærerne sang vi følgende strofer fra Højskolesangbogen:

Du skal plante et træ.

Du skal gøre en gerning,

som lever, når du går i

knæ, en ting som skal vare

og være til lykke og læ.

Piet Heins symbolske sætninger forstod jeg som en opfordring til hver dag at bygge et menneskeligt fundament, der ville sætte et positivt aftryk på omgivelserne og fremtiden. Måske en familie og en vennekreds, der kunne støtte mig, når jeg blev gammel og slidt. Men nu er ordene blevet uhyggeligt konkrete. Dog er der en skelsættende unøjagtighed i teksten. Jeg skal ikke blot plante ét træ, hvilket er mere end mange mennesker gør i løbet af en hel livstid. Nej, jeg skal grave og udfylde over hundrede huller i den danske decemberjord med vokselystne babytræer.

Jeg er nemlig en svinsk person. Læsere af denne klumme her i avisen og på thomasconradsen.dk vil ellers vide, at jeg har sparet to ton CO2 ved at fylde mit privatliv med mere omtanke og mindre energi. Men efter klimatopmødet vender min ’normale’ hverdag tilbage. På tragikomisk vis bliver en af mine første opgaver i det nye år at rejse til Las Vegas, USA, og dække en enorm forbrugsmesse. Min personlige CO2-regning fra den 18.750 kilometer lange flyvetur lyder på 1.347 kilo CO2. Da jeg realistisk set ikke kan leve mere klimahelligt i mit privatliv end nu, er der kun én løsning tilbage: Samfundstjeneste.

For at gennemskue, hvor mange træer jeg skal plante for at råde bod på min synd, har jeg allieret mig med Vivian Kvist Johannsen. Hun er forskningschef hos Skov & Landskab på det Biovidenskabelige Fakultet. Hendes udregniner er udmattende læsning: Minimum 135 træer skal jeg plante. Og de skal gro mindst et årti, før min gæld til moder jord er betalt af. Wow.

På dette kritiske tidspunkt bør du sætte dig godt til rette og koncentrere dig, kære læser. For nu fortæller jeg lidt om blomster, bier og træer. Med andre ord repeterer jeg lidt af den biologilærdom, der sikkert røg ind ad dit ene øre i 7. klasse… og ud af det andet.

Groft sagt er der to måder at formindske mængden af CO2 på i atmosfæren.

1: Vi kan udlede mindre CO2.

2: Vi kan fjerne CO2 fra luften og gemme den.

Træerne er i stand til begge dele. Med andre ord har skovene en nøglerolle i forhold til klimaet, fordi træer ved deres fotosyntese kan optage CO2 fra luften og lagre CO2 som kulstof ved og i jordbunden.

På med røjserne

Så længe et træ vokser, vil det optage mere CO2 end det afgiver via dets ånding. Når et træ er fuldt udvokset, opnår det et stabilt niveau, hvor det ånder lige så meget, som det laver fotosyntese. Når træet endelig begynder at forfalde, vil det afgive mere CO2, end det optager i fotosyntesen. Men hvis træet får lov at blive nedbrudt i naturen, vil al den CO2, der er optaget i træet, blive givet tilbage til atmosfæren.

Det er med andre ord tid til at hive gummistøvlerne op fra kælderen, smider spaden bag i bilen og plante træer som en gal.

Du kan selvfølgelig følge med i hvert et spadestik og hver en vabeldannelse i Urban og her på www.thomasconradsen.dk.

tco@urban.dk